"Se mor, jeg kan det samme som de andre børn” råbte Hollie højt og strålede af glæde, da hun lærte at hoppe, efter et voldsomt kræftforløb med en tumor der voksede ind i rygmarv og nerver, og gjorde at hun mistede førligheden fra livet og ned.
Hollie var meget bagud motorisk da hun var helt lille, og indtil hun var 1 1/2 år kunne ingen svare på hvorfor. Hun havde været indlagt og igennem et utal af undersøgelser og mulige udredninger uden nogen rigtig forklaring på hendes manglende motoriske udvikling og hendes sygdoms historik.
Under en ferie i 2022 ændrede alt sig pludseligt, da Hollie fik det rigtig skidt og pludselig slet ikke ville bevæge hendes underkop. Hun blev stiv i hele kroppen og skreg i flere timer af gangen i smerte.
Vi kom i kontakt med en læge fra Rigshospitalet, igennem vores rejseforsikring, som videresendte os til sygehuset ved hjemkomst til Danmark. Derfra gik det stærkt. Få timer efter vi ankom til vores lokale sygehus blev vi sendt til Rigshospitalet afdeling 5054, med mistanke om en stor tumor i ryggen, som de kunne se på en røntgen, og som havde punktert den ene lunge og var vokset ind i rygmarven.
Allerede efter de første undersøgelser på Rigshospitalet stod det klart, at Hollie havde en stor kræft tumor i ryggen med indvækst i spinalkanalen – neuroblastom.
Dagen efter ankomst til Rigshospitalet startede hun op på hendes første serie kemo, da de hurtigt skulle have tumoren til at trække sig sammen, og mindske trykket på nerverne. Vi blev dog gjort klart, at der skulle et mirakel til hvis hun nogensinde ville få den fulde førlighed tilbage, og vi skulle indstille os på et barn med et varigt handikap. Samt ingen på dette tidspunkt kunne sige noget om hendes fremtidsudsigter og overlevelse.
Hendes krop responderede heldigvis godt på kemo’en, og efter 2 måneder begyndte vi at se fremskridt. Pludselig kunne hun sidde op, uden støtte, hun kunne vrikke med tæerne og trække benene lidt op når hun lå ned.
Samtidig med den voldsomme kemobehandling gik vi i gang med et intensivt genoptræningsforløb, og ca. et år efter hun startede behandlingen tog hun sine første skridt uden støtte. Det var kæmpestort.
Hun har simpelthen taget røven på alle. Alle fagpersoner er dybt imponeret over hendes fremgang, og havde aldrig turde håbe på hun nåede dertil hvor hun er i dag.
I dag, 2 år efter hendes diagnose, går Hollie i børnehave, og leger på lige fod med hendes jævnaldrende venner. Hun har lidt problemer med balancen, der gør hun falder og får lidt knubs. Men det slår ikke Hollie ud, hun skal bare afsted og gøre det samme som hendes jævnaldrende. Hun er det man kalder færdig behandlet, men ikke rask. Da hun stadig har en resttumor i ryggen, der holdes skarpt øje med. Den rest der er tilbage, tør man ikke fjerne, via operation, da den sidder tæt op af nerverne, og man derfor frygter at ville lave en permanent lammelse ved at gå ind og pille ved den.
Det gør dog også at hun højest sandsynligt vil skulle igennem en større rygoperation senere hen for at gøre plads til tumoren, og for at hendes ryg kan vokse og ikke blive skæv.
Den operation tænker og bekymrer vi os ikke så meget over nu. I stedet lever vi i nuet, og glæder os over hvor vi er i dag.
For os har det været en kæmpe hjælp og støtte, at være en del af Sport ’n’ Charity, da det er så vigtigt hele tiden at træne med Hollie, så hun bevarer hendes muskler og mobilitet, samt hun stadig udvikler sig motorisk hele tiden.
Det kan være svært som forældre til et så alvorligt sygt barn at skulle finde overskuddet til at finde på nye lege og træningsøvelser, der styrker hendes motoriske evner, og samtidig hele tiden motiverer hende til at ville træne. Der har I været en kæmpe hjælp med jeres redskaber og skemalagte træningsprogrammer. Samt at Hollie er en del af et fællesskab, da hendes største ønske altid har været, og stadig er, at hun vil kunne det samme som de andre børn.
