VEDTÆGTER FOR FORENINGEN SPORT ’N’ CHARITY
Foreningens navn er Foreningen Sport ’n’ Charity.
Foreningens hjemsted er hovedkontorets adresse.
Foreningen er almennyttig.
Foreningens formål er at yde støtte til og arbejde for en bedre hverdag for sygdomsramte børn og unge, samt deres familier.
Støtten ydes med henblik på at afbøde og/eller begrænse de negative virkninger af sygdomsforløbet, herunder med henblik på at mindske risikoen for tilbagefald og følgevirkninger, og kan eksempelvis ydes i form af gaver, donationer, arrangementer, rekreationsophold, rejser, afholdelse af udgifter til behandling, mv.
Ved udmøntning af støtten efter punkt 2.3 er et af foreningens hovedfokusområder de positive virkninger, som sport og motion kan have for den sygdomsramte og dennes familie. Det er endvidere foreningens formål at drive oplysnings- og informationsvirksomhed relateret hertil.
Foreningen er landsdækkende.
Foreningens økonomiske grundlag skabes gennem foreningskontingenter, indsamlinger, gaver, støttebidrag, donationer, statslige og kommunale midler, bevillinger fra fonde, puljer, mv.
Foreningskontingentet fastsættes i henhold til punkt 4.6 nedenfor.
Foreningen kan drive erhvervsmæssig virksomhed efter bestyrelsens skøn.
Foreningens reserver må placeres i værdipapirer som for eksempel obligationer og aktier, der af bestyrelsen anses for pålidelige.
Som medlem kan optages enkeltpersoner, erhvervsvirksomheder eller institutioner, som ønsker at støtte op om foreningen. Medlemmer indplaceres i følgende medlemskategorier:
• Foreningsmedlem
• Støttemedlem
Der optages ikke medlemmer under 18 år, og medlemskab er i alle tilfælde betinget af bestyrelsens godkendelse.
Som foreningsmedlem optages enhver, der ønsker at fremme foreningens formål og arbejde, og som støtter op om foreningen ved betaling af det årlige foreningskontingent, der fastsættes af generalforsamlingen i overensstemmelse med punkt 4.6. Et foreningsmedlem har stemme- og møderet til generalforsamlingen, jf. punkt 5 nedenfor.
Som støttemedlem optages enhver, der ønsker at fremme foreningens formål og arbejde, og som støtter op om foreningens arbejde ved at yde et månedligt eller kvartalsvis bidrag til foreningen. Et støttemedlem bestemmer selv med hvilket beløb, der bidrages ud fra de muligheder, som fastsættes af bestyrelsen. Et foreningsmedlem har ikke stemme- og møderet til generalforsamlingen.
Indmeldelse kan ske via foreningens hjemmeside, via e-mail til foreningen eller ved skriftlig henvendelse til foreningens adresse. Ved indmeldelse skal der oplyses navn, adresse og kontaktoplysninger. Indmeldelse registreres for foreningsmedlemmer, når foreningskontingentet er betalt, og for støttemedlemmer, når det relevante bidrag er betalt.
Udmeldelse kan ske via e-mail til foreningen eller ved skriftlig henvendelse til foreningens adresse. Manglende betaling af foreningskontingent 1 måned efter forfald betragtes som udmeldelse. Ved udmeldelse ydes der ikke refusion af kontingent.
Foreningskontingentet for foreningsmedlemmer fastsættes for ét år ad gangen af generalforsamlingen og opkræves via e-mail. Kontingent opkræves hvert år i maj måned med forfaldsdato den 1. juni. Ved indmeldelse betales der fuldt årskontingent uanset indmeldelsesdatoen.
Al kommunikation mellem foreningen og medlemmerne, herunder indkaldelser til generalforsamling, foregår kun ved elektronisk kommunikation (e-mail). Det er medlemmets ansvar at sikre, at foreningen er i besiddelse af den korrekte e-mailadresse.
Foreningens bestyrelse har mulighed for at ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål eller som i øvrigt vurderes at være skadelig for foreningen.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt inden udgangen af april måned. Der indkaldes af bestyrelsen med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelse sker via e-mail og annoncering på foreningens hjemmeside.
Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med mindst følgende punkter:
- Formandens beretning for den forløbne periode, herunder forelæggelse af det
reviderede regnskab - Godkendelse af foreningskontingent for det kommende år
- Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
- Valg af statsautoriseret revisor
- Behandling af fremsatte forslag
- Evt.
Generalforsamlingen ledes af en af bestyrelsen udpeget dirigent.
Forslag til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, så opdateret dagsorden kan udarbejdes og fremsendes inden generalforsamlingen.
Opstilles kandidater til bestyrelsen af foreningens medlemmer, skal det ske ved anmeldelse af kandidaterne til foreningen senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse, så kandidaterne kan indgå i den endelige dagsorden, der udsendes. For at være valgbar til bestyrelsen kræves, at mindst 10 medlemmer anbefaler dette.
Bestyrelsen er bemyndiget til at beslutte, at generalforsamlinger afholdes fuldstændig elektronisk uden adgang til fysisk fremmøde eller delvis elektronisk. Deltagelse i fuldstændige elektroniske generalforsamlinger sker via elektroniske medier, som giver medlemmerne mulighed for at deltage i, ytre sig samt stemme på generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen efter behov, og skal herudover indkaldes, når mindst 30 af foreningens foreningsmedlemmer skriftligt fremsætter krav herom med angivelse af dagsordenspunkterne, som ønskes behandlet. Ekstraordinær generalforsamling skal være afholdt senest 8 uger efter modtagelsen af krav herom.
Ethvert foreningsmedlem, der har været registeret som medlem i 6 måneder og som ikke er i kontingentrestance, har stemme- og møderet på generalforsamling. Ethvert foreningsmedlem har én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde på generalforsamlingen, medmindre generalforsamlingen afholdes elektronisk.
Generalforsamlingsbeslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, medmindre andet følger af nærværende vedtægter.
Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-5 generalforsamlingsvalgte medlemmer. Herudover kan der vælges op til 2 suppleanter.
Bestyrelsen forestår foreningens daglige og overordnede ledelse. Bestyrelsen skal påse, at bogføringen kontrolleres på en efter foreningens forhold tilfredsstillende måde.
Bestyrelsesformanden vælges for 4 år. De øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år, således at halvdelen af bestyrelsens øvrige medlemmer er på valg på den årlige generalforsamling. Suppleanter vælges for 1 år.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelseshvervet er ulønnet, men bestyrelsen er bemyndiget til at beslutte, at et eller flere bestyrelsesmedlemmer kan ansættes som arbejdende bestyrelsesmedlem med deraf følgende aflønning, som besluttes af bestyrelsen. Alle positive udgifter forbundet med bestyrelseshvervet dækkes af foreningen.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 1/2 af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden eller 2 andre bestyrelsesmedlemmer ønsker det, dog mindst 1 gang pr. halvår. Bestyrelsen indkaldes til møde af formanden med ikke under 1 uges varsel.
Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferater, som underskrives af den samlede bestyrelse. Et bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening tilført protokollen.
Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden for sit virke.
Bestyrelsen er berettiget til at ansætte en daglig leder (direktør) til at forestå den daglige ledelse, ligesom bestyrelsen er berettiget til at ansætte øvrige medarbejdere til at varetage opgaver i og for foreningen. Den daglige leder kan ikke være formand for bestyrelsen.
Bestyrelsen er herudover berettiget til at indgå aftale med eksterne rådgivere, konsulenter, mv. til løsning af bestemte opgaver.